prÆdikener

PRÆDIKEN JULEDAG 2022
VESTER AABY KL. 9 – AASTRUP KL. 10.15
Tekster: Es. 9,1-6a; Hebr. 1,1-5; Luk.2,1-14
Salmer: 99,100,129,114,118

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst
Hold selv i os din julefest
Da skal med Davids-harpens klang
Dig takke højt vor nytårssang!

Det er julemorgen. Det er dagen efter Julenat. Det er den første morgen efter Gud blev menneske i nat. Gud er trådt ind i verden. I en verden i kaos, der har længtes efter jul. En verden, der længes tilbage til det Paradis som Juleaften gerne skulle være symbol på. Lige som naturens stilhed i disse uger vidner om ro. Naturen samler kræfter i vintermørket, så den er klar til at tage imod det lys, der nu er vendt og snart vil vende tilbage. Upåvirket og uforstyrret af en kaotisk menneskeverden.
Gud blev menneske i nat.
Men hvad er egentlig et menneske, når vi siger, at Gud blev menneske?
Det har mennesker spurgt sig selv om lige så længe, vi har kunnet kalde os mennesker. Vi møder mennesket på de allerførste sider i vores Bibel, hvor det hedder, at Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte ham dem.
Og gav mennesker Paradiset at leve i.
Det gjorde mennesker indtil vi misforstod ordene om, at være skabt i Guds billede. Indtil mennesker ikke bare ville ligne Gud. Men ville være som Gud.
Så måtte mennesker forlade Paradiset.
Mennesker har siden længtes tilbage til det Paradis, vi forlod.
Det blev til ensomhed.
Bortvendthed fra Gud.
Men Gud længtes også efter mennesker. Hans Paradis var tomt. Han besluttede at blive en af os. For at bringe os tilbage.
Det er det, vi fejrer Juledag. I morgenlyset efter Julenat.
Gud blev menneske ved at lade sig føde, fortæller evangelisten Lukas. De første kristne, der skulle afgøre sig for, hvad alt dette betød for menneskers verden måtte slå fast, som det hedder i en trosbekendelse, vi ikke bruger så tit her i vore kirker, at Jesus er født, ikke skabt. Jesus er ikke en del af den skabte verden.
Sådan som vi er.
For Han er Søn af Gud.
Selv om han kaldte sig selv for Menneskesønnen.
Vi mennesker er skabte i Guds billede. Men vi er ikke en del af Gud, sagde de gamle. Så selv om Jesus blev født i nat, selv om Gud blev menneske i nat og ligner menneskers billede i Jesus Kristus.
Så er han stadig Gud.
I modsætning til alle andre mennesker.
Han er enbåren. Dette højtidelige udtryk, som konfirmanderne spørger om betydningen af, når vi lærer trosbekendelsen.
Han blev båret som Guds eneste Søn.
Men han blev båret af et menneske.
Som mennesker måtte slå fast, at Jesus var født af Gud og ikke skabt som verdens mennesker, måtte det også friste at tro, at Jomfru Maria var guddommelig. Når hun kunne føde Guds Søn.
Den strid måtte også tages af dem, der skulle bestemme, hvordan kirken skulle se ud her hos os.
Det kom til at gå ud over Jomfru Maria. Hun blev så menneskelig, at hun blev sat i baggrunden. Fjernet fra altre og kalkmalerier.
Forsøgt glemt.
Men hun blev menneskelig. Og derfor skal hun ikke glemmes. For Guds Søn skulle netop fødes at et menneske. Ikke af et guddommeligt væsen.
Det er vigtigt, når vi i tankerne tager med til Betlehem. Når vi for vort indre blik føler med den højgravide Maria på rejse fra Nazareth til Betlehem. En rejse ad støvede bjergveje.
Marie kunne ikke forstå. Skulle ikke forstå. Ske mig som du vil, havde hun sagt til Gud, da ærkeenglen Gabriel pludselig stod i hendes køkken.
Og nu denne rejse ad støvede bjergveje. Den forstod hun heller ikke. Hvorfor kunne en kejser i et rige langt borte bestemme, at hun skulle udsættes for dette? Hvorfor skulle hendes gravide vrede gå ud over Josef, der heller intet forstod, men holdt fast. Fordi han elskede Maria og derfor så hende som et guddommeligt menneske. Udvalgt af hans kærlighed. Var han et almindeligt menneske? Det måtte hun tænke igen og igen. For det var på grund af Josef, de måtte rejse. Fordi han var af Davids hus og slægt.
Og hvad så?
Skulle Guds søn være i slægt med den konge, de havde hørt om? Betød det noget og hvorfor skulle det bestemmes af en fjern kejser.
Skulle hun nu igen blot bøje sig og sige Ske din vilje.
De var jo bare en ganske almindelig familie. De var unge og glade. Glade for hinanden.
Men de var udvalgt af den Gud, der har skabt mennesker i sit billede, så de ligner Gud.
Og de var bestemt til at være dem, der skulle tage imod Guds Søn.
Fordi Gud havde bestemt sig til at komme til en verden af ganske almindelige mennesker. Som Maria og Josef.
Som os.
Det gjorde Gud i nat i Betlehem, fejrer vi i dag. Fejrer vi julemorgen.
Lod sig føde af et fattigt menneske, i en overfyldt by, i en stald. Som sandt menneske.
Men også som sand Gud.
En verden til forskel. Klædt som lighed. Du, Gud Faders enbårne Søn, mand i lys, men dog Gud i løn.
Hvad er et menneske?
Sådan spurgte mennesker, da vi var blevet til mennesker. Svaret i Bibelen lyder, at et menneske er skabt i Guds billede.
Verden viser os, at det kun er en del af svaret. Hvordan kan vi se, at vi er skabte i Guds billede, når vi ikke kender Gud?
Det kan vi ved at se på hinanden.
Men vi må ikke se Gud i hinanden. Eller i os selv. Kun billedet.
Der er meget i menneskers verden, der ikke behøver at blive fortalt i billedsprog. Selv om vi i dag fejrer stilheden og selv om Paradislængslen i dag får lov til at komme lidt mere til orde end til hverdag, så taler verden sit tydelige sprog til os. Virkeligheden. Og selv om det også alene er billeder på TV-skærme eller i aviser, der for de fleste af os viser, hvad der sker rundt omkring i verden, så taler billederne her deres tydelige sprog. Gør menneskers verden mindre. Gør afstandene i tid og kilometer mindre.
Så vi som mennesker godt kan mærke det. At der er mennesker, der har taget magten i egne hænder. Mennesker, der tror, de er som Gud til at kende godt og ondt.
Vi mærker det som angst for krig og klima.
Men vi mærker det også som mennesker, når vi rammes af det, som intet menneske er skyld i. Når vi mærker det som sorg og tab, når vi mister.
Mennesket er velsignet med rige evner, med muligheder, med længsler.
Men forbandet med evnen til også at kunne lægge det dødt. Med evnen til at lade tankemylder spærre og skubbe håbet fra os med sprogets ”det nytter nok ikke”-gloser.
Det blev på Bibelens første sider beskrevet som kost fra Kundskabens Træ. Selv om der ikke står noget om æbler.
Viljen til være som Gud til at kende godt og ondt truer med at tage magten fra Paradislængslen. Symbolet på, at vi er skabte i Guds billede. Sammen med det sprog, der kan binde os sammen. Eller fjerne os fra hinanden.
Maria skubbede ikke begivenhederne fra sig. Sådan fortælles der om hende. ”Ske mig som du vil”, siger hun til Gud. Det har gennem historien helgenkåret hende som et menneske, der kunne, hvad mennesker ellers ikke kan.
Men blev hun spurgt? Bliver vi spurgt, når begivenhederne rammer os?
Der er vel mere os selv, der spørger hvorfor.
Maria blev Guds port til verden, da han af hende lod sig føde som verdens frelser i Jesus Kristus.
Men det blev hun netop som menneske. Ikke som et guddommeligt væsen.
For verden ophøjede netop ikke sig selv for at tage imod Gud. Det gør verden kun, når den vil lægge afstand til Gud.
Jesus blev tværtimod født i en stald i et overfyldt herberg i Betlehem. Byen, der nok var Davids stad, men som samtidig var fyldt af rejsende og kaos fordi et menneske, der kaldte sig selv for gud, for overmenneske, besluttede fordi han havde magt til det.
Kejser Augustus ville rumme verden. Ville gøre verden op. Ville vide, hvor mange mennesker, han kunne bestemme over.
Al det, der trodsede den Gud som Augustus slet ikke kendte. Fordi han i bund og grund ikke kendte andre guder end sig selv.
Og fordi han kunne. Hans magt kunne sende mennesker ud på gader og stræder. Kunne fylde herberger.
Men et lille uskyldigt væsen blev ikke talt med. For en lille familie i en stald var alt for fornedret for den kejserlige magt. Også selv om Josef var af Davids hus og slægt.
Og dermed blev kejserens menneskemagt brudt ned. At sit eget hovmod. Selv om han nok ikke en gang blev klar over det.
For menneskers gudbilledlighed blev genoprettet den nat. Ikke ved at mennesker blev ophøjet og forgyldte.
Men ved at Gud tog på sig at ligne de mennesker, der havde forladt hans Paradis.
Således at vi kan vende tilbage.
Ikke til et liv i stilstand og uvirksomhed blandt skønne træer og blomster.
Men til en hverdag med tro, håb og kærlighed.

Glædelig Jul.

Prædiken til juleaftensdag 2022 v. Alex V. Nielsen
Vester Aaby kirke kl. 14.30
Tekster Es. 9,1-6a og Luk. 2,1-14
Salmer 94,104,119 og 120

Prædiken
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – Amen.
Hvor er det skønt efter de seneste års bøvl og besvær atter, at kunne samles her i Vester Aaby kirke og fejre jul. For lad mig bare sige det rent ud – videogudstjenester fra en tom kirke bliver aldrig min kop te. Glæden ved dét, er jo nærmest sådan en slags surrogatglæde, der blot skal bevise overfor andre, at præsten trods nedlukningen stadig laver en smule for sin løn.
Ganske vist er det den samme tekst, men det er som om, den ikke rigtigt vil folde sig ud, når man står her helt alene. Som om der er en mislyd, når man siger: Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.
Ensom stående på en prædikestol bliver det snarere til forkyndelsen af en lille glæde, der er forbeholdt nogle få voksne og på den måde er det uhyre svært at få den sande juleglæde til at spire frem.
Derfor er det en ekstra stor glæde i år, atter at se så mange mennesker i kirken og igen høre hele folket synge med på de kendte julesalmer – Dejligt atter at skue ind i børnenes forventningsfulde ansigter.
Det er nemlig endelig blevet juleaftensdag og lige om lidt er det selve juleaften. Juleaften er selve glædens fest.
Adventstidens mange forberedelser er forhåbentlig vel overstået. Julemaden står sikkert allerede nu og steger i ovnen - gaverne er forhåbentlig i hus og forventningerne er i top, Julen kræver forberedelse og rettidig omhu, som en kendt mand har sagt det.
Alt må forløbe planmæssigt, så det kan blive jul på den helt rigtige måde. Det skulle jo gerne være, som det har været så mange gange før.
Man fristes nærmest til at sige:
Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul,
Nu kunne man efter denne højstemte indledning let forledes til at tro, at mit ærinde på en dag, netop, hvor så mange mennesker er samlet i kirken,er at forkynde en slags kirkelig wokeisme, men det er absolut ikke min hensigt at udskamme juleglæden som falsk og hul og som glemt i en hæsblæsende præstationskultur.
Nej! mit ærinde er snarere, at dvæle lidt ved selve glæden, som det, der gør livet stort og rigt. Glæden som selve det, der giver livet mening.
For hvad er i grunden glæde? Er glæde overhovedet noget, der kan forklares eller er glæde ikke snarere noget, der kun kan opleves?
Selvfølgelig er glæde da en følelse. En lys og rar følelse af at tingene er, som de skal være og at livet trods alle dets skyggesider alligevel er værd at leve. En følelse af, at livet er langt større end det, der truer med at lægge det øde.
Men i virkeligheden er glæde langt mere end bare en følelse. Glæden er langt større end jubel og begejstring. Sand glæde er ikke bare en lalleglad JU – HU stemning – en følelse af fremtidsoptimisme, men grunder i virkeligheden langt dybere.
Glæden er faktisk et mysterium,som ord slet ikke magter at favne. Glæde er ikke noget, vi kan bestille eller beslutte os for. Glæde er noget, der fødes i os af noget udenfor os selv. Noget vi jo passende kunne kalde Gud. Glæde er en suveræn livsytring skyder glæden pludselig op, også når livet ikke gnidningsfrit haster frem i overhalingsbanen.
Sorg og glæde er nemlig ikke hinandens modsætninger, for hvis man ikke kan glædes, kan man jo heller ikke sørge.
I glædestårererne genoprettes det uoprettelige på en underfuld måde, når glædens lys pludselig skinner gennem tårene, mens minderne fortæller om noget dyrebart og værdifuldt, som engang var.
Dette være ikke sagt, for at neglisere, at for nogle er julen en svær tid. Et sted, hvor man bliver mindet om alt det som engang var eller om de personer, der engang var, men som nu ikke længere findes.
Dertil kommer så frygten for, at man kommer til at ødelægge de andres glæde, ved at sorgen spærer for andres glæde.
Samtidig kan andres ubekymrede juleglæde gøre det være svært at finde sig til rette blandt andre, men alligevel kan miraklet ganske uventet ske, og pludselig bryder glæden alligevel ganske uventet frem på samme måde som en solopgang bryder frem midt gennem sorgens mørke.
Man siger ofte, at den største glæde er forventningens glæde, men så kunne man jo samtidig tilføje, at den største skuffelse, i så fald må være forventningens største skuffelse.
Særligt her juleaften er der skruet op for forventningerne, men dermed lurer også frygten for, at man skuffes. Bliver børnene nu rigtigt glade for deres julegaver – Bliver maden perfekt – Kan vi nu afholde os fra politiske diskussioner og kan onkel Knud nu vise mådehold i omgangen med de våde varer?
Forventningens glæde er stor, men det kan skuffelsens bitre erfaring til gengæld også være.
Jeg tror i virkeligheden, at de største glæder netop kommer i dét, man ikke forventer. De steder, hvor man intet forventede, og så alligevel fik det hele til sidst.
Det sted, hvor ens kærlighed, blev gengældt uden at man havde set det komme eller dér, hvor man pludselig møder tilgivelsen, selvom man godt vidste, at man havde handlet galt.
Lige der, indser man ydmygt, at man ikke selv er universets centrum.
Iige dér kan glæden pludselig skyde op som en blomst af den frosne jord.
Lige dér, hvor man indså, at man fejlede, men at miraklet så alligevel skete.
Glæden vokser nemlig bedst på de ydmyge steder.
Børn kan minde os om det. Bevares!
Børn kan være egoistiske, men børn er dog alligevel helt på det rene med, at de ikke kan klare sig uden hjælp udefra. Børn er som et spejl af juleevangeliets budskab.De kommer ind i verden og véd at de er hjælpeløse og alligevel formår de at være budbringere for glæden.
Børn kan forkynde evangeliet bedre end nogen præst nogensinde vil formå at gøre det.
Forleden havde vi her i kirken besøg af dagplejebørnene her i sognet. Det havde været en lidt besværlig morgen. Telefonen ringede med ligegyldigheder og jeg var bagud med nogle ting, som mest af alt havde karakter af pligtgerninger.
Da vi så stod i kirken og krybbespillet gik i gang, skete der noget forunderligt. Først stod de små poder ganske forfærdede, da der ikke var plads til Josef og Maria i herberget. Deres mimik røbede at de var grebet over forfærdelse over den kolde afvisning, der blev parret til dels.
Men da de så så, at barnet var kommet godt til verden i den intermistiske papkasse-stald, blev deres glæde pludselig spontan og de lyste af begejstring.
Jeg stod og stirrede på de små og i samme øjeblik forsvandt alle mine besværlige tanker, og jeg følte glæden strømme helt ud i fingerspidserne. Ganske uventet var glæden blevet født i mit hjerte.
Det var som om englenes ord lød ud i rummet: Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.Julens budskab i et simpelt krybbespil og straks blev glæden jordens gæst.
For 2000 år siden gik folk rundt i Jerusalem og glædede sig til, at en frelser skulle befri dem fra besættelsesmagtens tyrranni.
Man skulle kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.
Stort skulle hans herredømme være og freden skulle være uden ophør over Davids trone og over hans rige.
Men Gud tog fusen på dem alle og lod sig i stedet føde under de mest ringe og fornedrede forhold – målt efter vores normale målestok. De havde glædet sig, spørgsmålet var bare om det var den rigtige glæde, de havde glædet sig til.
For Gud kom ikke med en stor kriger – I stedet trådte han selv ind i verden som et lille barn.
Men måske var det netop for at åbne vore øjne for at magt, rigdom og vore besiddelser kun kan være en slags surrogat glæder - måske var det netop derfor, at han blev født et ydmygt sted midt under kejser Augustus´ storslåede ambition om at indføre et datidigt folkeregister.

Forventningerne slog fejl og sådan var det vel også for Maria.

Gravid uden for ægteskabet med de problemer, som det med garanti har medført i et oldtidssamfund nærede hun vel næppe de store forventninger om at glædes. - en lang rejse på æselryg
og så når hun endelig kom frem beskeden om, at der ikke var plads i herberget og så blive henvist til at holde fødestue i en stald.

Forventninger på det absolutte nulpunkt og alligevel har glæden sikkert gennemstrømmet hende, da hun så det lille barn i krybben.

For dét er jo netop, hvad børn kan. De formår at sprede glæde, dér hvor man mindst venter det. Det mirakel så jeg forleden, da dagplejebørnene var på besøg.
Kig jer omkring og se børnenes glade ansigter og så vil I sikkert selv erfare selve julens under.

Lad os bede Gud om styrke og tro til også at kunne se julens budskab under fra et barns perspektiv og dermed få del i den sande juleglæde.
Lad os dele børnenes begejstring og se!
Gud lader underet spire frem, - En glæde, som i sandhed er for hele folket.
Glædelig jul til jer alle!